Ny dansk romantisk komedie-serie på vej på TV3 og Viaplay

28. maj 2018

Ny dansk romantisk komedie-serie på vej på TV3 og Viaplay

TV3 og Viaplay kan til efteråret præsentere en ny romantisk komedie-serie med store danske navne som Esben Dalgaard, Ditte Ylva Olsen, Rasmus Bjerg, Stephania Potalivo og Birthe Neumann på rollelisten
Serien hedder ’Hånd i Hånd’ og her møder vi Anders (Esben Dalgaard) og Lise (Ditte Ylva Olsen), der er et typisk dansk par i 30’erne, som på trods af en glødende kærlighed til hinanden og datteren, konfronteres med parforholdets leverpostejsfarvede hverdag fyldt med bleskift, sure sokker og ikke mindst utroskab.
Rasmus Bjerg folder sig ud som parterapeuten, der med uforbeholden forståelse skal guide parret tilbage til dengang, hvor sure sokker var charmerende og manglen på nattesøvn ikke skyldtes babygråd.
Forventningerne er store hos TV3: ”Med ’Hånd i Hånd’ rammer vi virkelig lige ned i en genre, der er skræddersyet til vores DNA. Et stærkt dansk cast er højt værdsat af vores seere, og det leverer ’Hånd i Hånd’ i særklasse, når den folder sig ud på TV3 og Viaplay til efteråret”, siger Kenneth Kristensen, Programdirektør hos MTG.
’Hånd i Hånd’ er en romantisk komedie på 16 afsnit, der på varm, humoristisk og genkendelig vis skildrer det moderne parforhold med alle dets dilemmaer og overraskelser.
Serien er produceret af Mastiff og får premiere på TV3 og Viaplay i efteråret 2018. Serien har modtaget støtte fra DFIs Public Service Pulje, og den produceres af Mia Marie Borup og Lea Løbger for Mastiff.
Instruktører: Michael Spooner, Jacob Bitsch og Parminder Singh.
Manuskriptforfattere: Thomas Glud og Jacob Tingleff efter idé af Christian Fuhlendorff.

 

https://digitalt.tv/ny-dansk-romantisk-komedie-serie-paa-vej-paa-tv3-og-viaplay/

Gå til nyhedsarkivet