Den store klassefest

Det er en forrygende fest for åben skærm, når to kendte danskere tager på en underholdende og rørende tur tilbage til barndommens skole sammen med alle deres gamle klassekammerater. På en aften fyldt med anekdoter, drillerier, overraskelser og gamle kærester kæmper de om retten til at feste! Den Store Klassefest kørte første gang over skærmen på TV 2 i 1998. Det er et dansk tv-koncept, der er solgt med stor succes over hele verden. TV 2 betragter programmet som et af de vigtigste og mest traditionsrige blandt stationens mange programmer. Efter en pause på 8 år producerede Mastiff endnu en succesfuld sæson af Den Store Klassefest med Hans Pilgaard som vært i 2009.
En kæmpe klassefest venter vinderklassen lige så snart rulleteksterne kører over skærmen. Festen er fyldt med konkurrencer. Hvor godt husker de sig selv som børn – og hvordan husker klassen dem? Andre konkurrencer kaster de to direkte tilbage til skolegården, gymnastiksalen, musik- eller biologilokalet. Målet er at få sin egen klasse til at ende højest på karakterskalaen, når det hele bliver afgjort ved det store eksamensbord.