Magi i luften

Rock og rap, pop og soul, gammelt dansk og spritnye hits – du ved aldrig, hvad der møder dig i Magi i luften. Så glem alt om at synge rent og pænt og læg genertheden på hylden. For nu er der sangfest i dit fjernsyn! Her handler det om at kunne sine sangtekster på fingerspidserne, for der er ikke tid til at tænke sig om. Robert Hansen styrer slagets gang i Magi i luften, hvor det ikke handler om at synge rent, men om at synge rigtigt. Robert finder 12 sangglade danskere blandt det feststemte publikum, og de dyster om at blive aftenens Magi i luften-vinder. Deltagerne bliver prøvet i en perlerække af de bedste ørehængere og de største hits, og den, der kan teksten på flest sange, får chancen for at synge sig til 50.000 kr. Larrry & The Wannabees står for musikken, Honningkrukkerne for dansen, og Robert Hansen guider deltagerne gennem dette festfyrværkeri af en sangquiz.